If 6 was 9 er en duft præget af underspillet elegance. Den åbner med grøn bergamotte, evighedsblomst og krydret kardemomme. I hjertet finder du blomme og læder, mens basen afrundes med harpiks, patchouli og ambergris.
Det er en balanceret parfume med både friskhed og dybde, og en varm afrunding med let pudrede undertoner.
Om Tekinoktay Perfumes
Det er sjældent at se et dansk parfumehus, og endnu sjældnere at se et dansk parfumehus af så international karat i både duft og design. Men igen, det meste billedkunstneren Evren Tekinoktay rører ved, har international stil, uanset om det er hendes berømte collager og neonværker, eller lingeributikken Tekinoktay Finest Lingerie, der prydede Silkegade i København med lingeri, kunst og dufte fra 2003-2013.
Tekinoktay Perfumes er grundlagt af Evren i samarbejde med hendes ægtefælle, skuespilleren André Babikian. Sammen har de skabt en serie af dufte, der forener kunstnerisk sensibilitet med personlige erindringer og sanselighed. Alle duftene er baseret på citrus, der minder Evren om hendes barndom og ungdom i Tyrkiet – om landskaberne, når de kørte gennem Europa for at komme på ferie i Tyrkiet, og om Evrens mormor, der stod på altanen en sen sommeraften og ventede på dem.
Men forventer du citrusdufte, tager du fejl. De tre signaturdufte er hver især sensuelle, elegante og sofistikerede, skabt med fokus på kvalitet og kunstnerisk udtryk.
For jo, parfume er bestemt også en kunstform.
Spray parfumen på pulspunkter som håndled, hals og kraveben.