Guide: Sådan renser du dine makeupbørster korrekt

Når du først har investeret i en af Westman Ateliers uforlignelige makeupbørster, vil du naturligvis gerne passe godt på den. Med den rette rengøring og pleje kan dine makeupbørster nemlig holde sig fine i virkelig mange år.
De karakteristiske hvide børstehår fra Westman Atelier er ikke valgt tilfældigt, men var et vigtigt punkt for Gucci Westman, da hun ville udvikle de perfekte makeupbørster. Den lyse farve gør det nemlig tydeligt at se, hvornår dine børster trænger til rens. Og regelmæssig rengøring af makeupbørster er vigtigere, end mange tror.
Hvorfor er det vigtigt at rense makeupbørster?
Når du bruger dine makeupbørster dagligt, ophober der sig både makeuprester, olie, snavs og bakterier i børstehårene, som ender på din hud og kan skabe ballade. Og desuden giver rene børster den smukkeste finish når du lægger din makeup.
Vi anbefaler derfor, at du renser dine makeupbørster grundigt mindst én gang om ugen. Heldigvis behøver det hverken være besværligt eller tidskrævende. Faktisk tager det kun få minutter, og der er noget særligt tilfredsstillende ved at se børstehårene blive smukt hvide igen.

Sådan vasker du dine makeupbørster
Her får du en enkel guide til, hvordan du rengør makeupbørster korrekt:
- Start med at lægge et rent håndklæde, et lille klæde eller et stykke køkkenrulle frem.
- Du kan bruge en særlig børsterens til makeupbørster, men en mild og parfumefri sæbe fungerer også rigtig godt.
- Skyl børsten forsigtigt under lunkent vand. Kom lidt sæbe i håndfladen, og massér børstehovedet rundt i sæben, så makeuprester og snavs opløses.
- Skyl derefter børsten grundigt, indtil vandet er helt klart og rent. Gentag processen hvis vandet ikke bliver klart.
- Pres forsigtigt overskydende vand ud af børstehårene ved at bevæge børsten frem og tilbage mod håndklædet.
- Læg altid dine makeupbørster fladt til tørre på en vandret overflade. Det er meget vigtigt, at børsterne ikke tørrer med børstehovedet opad. Vand kan nemlig løbe ned i skaftet og opløse limen, som holder børsten samlet, og i værste fald kan det få børstehovedet til at løsne sig.
Voilá — rene makeupbørster på få minutter. Og trænger du til nye børster? Så kan du se hele vores udvalg af Westman Ateliers pensler og børster her.
