Min mormor havde altid en kam i tasken og akkurat som med læbestiften i gammelrosa brugte hun den til lige at nette sig, inden hun gik ind eller ud af døren. For mig har kamme været associeret med dét - at nette sig - og jeg har i stedet brugt børster.
Sådan har det været lige indtil for nylig hvor jeg lærte, at min uundværlige Mason Pearson-børste er til tørt hår (og kun tørt hår). Når håret er vådt, skal det redes med en kam.
Så nu har jeg fået kam til mit hår, og det giver så god mening, både for mit hår og for min Mason Pearson-børste, der gerne skal holde hele livet. For når håret er vådt er det langt mere porøst og skal behandles derefter, hvilket betyder forsigtig udredning med en bredtandet kam.
Med mit typisk skandinaviske hår er denne min favorit, men er du så heldig at have en mere omfattende manke end jeg eller et hår, der er svært at rede ud, er det Rake Comb, du skal have håret i.
Begge er, som alle Mason Pearsons produkter, håndlavede.