Med stor sandsynlighed er du blevet mødt med et krav om NemID eller SMS-kode, når du har handlet på nettet de seneste dage. 

Pr. 12. januar 2021 skal alle onlinekøb over 225 kr. verificeres som følge af et EU-direktiv, der skal hjælpe til bedre sikkerhed på nettet og minimere risikoen for svindel. Det er en god ting, men kan kræve lidt af dig her i starten. 

Sådan foregår det

Når du har indtastet dine kontaktinfo, valgt leveringsmetode samt udfyldt dine betalingsoplysninger (kreditkort eller MobilePay) kan du blive mødt af en NemID-side, hvor du enten skal bruge NemIDs nøgleapp, nøgleviser eller SMS-kode, som du får tilsendt fra Nets. 

For at gennemføre dit køb skal du således udfylde dine NemID-oplysninger eller bruge SMS-koden. Det gælder i alle onlinebutikker fremadrettet. 

Nogle banker tillader køb via MobilePay uden at man skal verificere (det vi også kalder 3D Secure). Det kan være forskelligt fra bank til bank. 

Oplever du udfordringer?

Som med alt andet kan det kræve lidt tilvænning og optimering i starten. Om et øjeblik er det blot en ny - og heldigvis sikker - vane, der kommer os alle tilgode. 

Her er nogle af de udfordringer du kan komme ud for i starten:

- du kan ikke længere bruge det fysiske NemID-papkort til nethandel. I stedet skal du downloade NemID-app'en som du finder, hvor du normalt downloader dine apps (fx App Store). Nets gør opmærksom på at der kan gå op til en time før NemID-app er aktiveret og kan bruges til handel på nettet

- når din NemID-verifikation er godkendt via NemID-app'en skal du huske at gå tilbage til onlineshoppen og din ordre. Først her vil betalingen blive gennemført. Du kan altid se om din ordre er gennemført ved at du modtager en ordrebekræftelse pr. mail

- hvis du har oprettet dit mobilnummer og din egen kode hos Nets, vil du ved handel på nettet automatisk modtage en SMS fra Nets med en engangskode som du skal indtaste sammen med din personlige kode. Har du ikke allerede oprettet dig, kan du gøre det via Nets lige her. Du skal blot oprette dig én gang. Derfra vil du automatisk modtage en SMS fra Nets med en éngangskode som benyttes sammen med din personlige kode

- hvis du allerede er oprettet hos os med en konto og et betalingskort og betalingen pludselig bliver afvist, anbefaler Nets, at du fjerner kortet og derpå tilføjer det på ny. Hermed godkendes kortet korrekt med den nye to-faktor-godkendelse, og du kan derefter godkende betalingen

Lad os gerne hjælpe dig

Har du spørgsmål til eller problemer med at gennemføre betalingen hos os, så skriv endelig til sara@ilovebeauty.dk. Husk som altid at du aldrig skal dele adgangskoder, betalingsoplysninger eller NemID-oplysninger via email.